Læs og skriv her kommentarer til din læsning.
Tema 2: Selvet er et spændingsfelt
5 Kommentarer
Indsend en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Læs og skriv her kommentarer til din læsning.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
JH skriver (s. 27) at mennesker kan opdeles i to grupper: Enten siger man “sådan er jeg”, eller også siger man “jeg er endnu ikke det”. Men er det ikke en ret forsimplet dikotomi og sætten os entydigt i bås? Det ligner lidt Uffe Elbæks mantra om at “det har jeg ikke prøvet før, det kan jeg nok godt. Men det giver jo igen præstationsræs, hvis forventningen er, at man kan alt, bare man tror på det. For sådan er verden jo ikke; der er masser af begrænsninger, som man skal være meget heldig og stærk for at kunne negligere. Hvad tænker I andre?
Da jeg læste JH’s reference på s. 26 til Sartres eksempel om højdeskræk, kom jeg til at tænke på, at skrækken måske ikke behøver at have noget med angsten for friheden til at træffe et valg om at kaste sig ud. Jeg er bare bange for at snuble og falde ud over gelænderet, fordi jeg ved, at jeg er klodset…
JH skriver (s. 25), at tidligere negative oplevelser (fx en forfærdelig tid i folkeskolen) ikke er noget, der behøver at definere en negativt, man kan bare vælge , at se det som noget, der gav en modstandskraft, og derfor som noget positivt. Den har jeg det rigtigt svært ved – helt ligesom mundheldet om, at hvad der ikke slår en ihjel, det gør en stærkere. For det forudsætter, at man som menneske har en nærmest overmenneskelig styrke – og det lægger al skylden på den enkelte, hvis hun ikke “bare” er i stand til at tage ja-hatten på. Så for mig er det udsagn i vid udstrækning udtryk for netop det positivitetstyranni, som JH ellers gerne vil gøre op med. Men måske har jeg misforstået noget?
Fx er det de færreste, der overlevede koncentrationslejrene og kom hjem, der oplevede, at de var blevet stærkere. De fleste var forfulgt af voldsomme psykiske reaktioner og mareridt resten af deres liv. Og det skal man næsten være Nietzschesk “overmenneske” for at kunne beslutte sig ud af. Så man kan ikke nødvendigvis “bare” bruge muligheden af at vælge en anden eksistens, som JH også skriver på s. 26.
Det virker som en stor opgave. I disse indledende sider bliver der heller ikke gået i dybden med det, så egentlig tænker jeg heller ikke at det er meningen at man skal se det som noget man bare lige kan gøre; ligesom der heller ikke er givet en beskrivelse af hvordan man skal gøre det. Og netop det, at der ikke står hvordan, er nok det som får mig til at tænke at det er muligt, men ikke nødvendigvis let.
At komme styrket ud af det synes jeg giver mening, så længe man husker at tænke på “styrket i forhold til hvornår”. Jeg ser styrkelsen komme i at beslutte og gennemføre valget om ikke at lade sig definere af den negative oplevelse (dvs. det er ikke den negative oplevelse der styrker, men det at man formår at sætte sig ud over den) – når man træffer dette valg, åbner man muligheden for selv at vælge hvad man så vil være; hvad der så skal definere én. Det er måske ikke muligt at afgøre om man ville være stærkere hvis den negative oplevelse og det efterfølgende valg aldrig var hændt, for det ER hændt, og man kan kun gisne om hvor stærk man i så fald så havde været.