Nietzsche, Kundera, Fincher
Læs og skriv her kommentarer til din læsning.
Kapitel 3: Om at kæmpe med sig selv og skabe nye værdier
8 Kommentarer
Indsend en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Læs og skriv her kommentarer til din læsning.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
JH skriver på s. 115, at besiddelser begrænser vores frihed. Det giver vist kun mening, når man er et rimeligt privilegeret menneske. Hvis man virkelig helt ingen ting har, er fattig, så er ens frihed yderst begrænset, for der er rigtigt mange ting, man ikke har råd til. “Freedom’s just another word for nothing left to loose” sang Janis Joplin. Den slags frihed er måske lidt opreklameret… med mindre man er Gandhi.
JH skriver, at man skal give slip på håbet, at det at miste håbet giver frihed (s. 116-17). Bl.a. fordi håb fokuserer på fremtiden (og iøvrigt som regel skuffes), så man ikke er så meget i nuet. Jeg er ikke enig. Hvis man ikke har håb, forestillinger om fremtiden, så mister ens handlinger retning, og bliver nemt tilfældige/ligegyldige. Og så bliver livet vel netop ulideligt let.
JH skriver på side 114, at hvis man får det helt ind i knoglerne, at man skal dø, så vil man ikke bekymre sig over små dagligdags problemer. Jeg forstår ikke hvorfor det skulle være sådan?
Fordi bevidstheden om dødens uundgåelighed får mig til at huske værdsætte livet.
Som jeg forstår det indeholder det en pointe i, at med dødsbevidstheden – ens endelighed bliver man i stand til at se livet mere overordnet og værdsætte at være til selv med hverdagens i det perspektiv ” små fortrædeligheder”. Ser her meget lighed med Schopenhauers lykkebegreb, hvor han finder, at den største lykke er tilfredshed og at tage sit liv på sig og gøre hvad man skal og har forpligtet sig på uden store forventninger om at opnå sine ønskers opfyldelse. Omend det ikke er dødsbevidstheden der trækker ham iden retning.
JH skriver på side 102, at det er ens sult og utilfredshed, der giver ens liv mening. Dermed bliver det eneste meningsgivende, at man sætter sig mål. Men er det ikke en lidt lukket, traditionel mandlig tankegang, at alting er drevet af at handle, så man realiserer sine mål og begær? For mig er det mere passivt nydende også en del af det meningsgivende – at have smukke oplevelser.
Ligesom det med dødsbevidstheden er det her såkaldte negative motiveringer, der formenes, at kunne få os til at nyde livet mere. Tænker , at nydelse kan også blot være det gode bare er til, ikke udsprunget af mangelbehov eller bevidstheden om ens endelige, men f.eks for mit vedkommede katten der ligger og spinder ved siden af mig, den blå time, duften af græs i min have , smuk solnedgang med videre.
JH stiller på side 84 spørgsmålet: “Kan livet bekræftes på sine egne præmisser?”. Jeg tror ikke, at jeg helt forstår spørgsmålet. Hvilke præmisser har livet, som skulle bekræfte det?