Kierkegaard, Bergman, Allen og Mendes
Læs og skriv her kommentarer til din læsning.
Kapitel 2: Om at forpligte sig og blive til
10 Kommentarer
Indsend en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Læs og skriv her kommentarer til din læsning.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Jeg er fuldstændig enig. Passion er en følelse eller drivkraft, der kan tjene flere formål – også de onde og moralsk tvivlsomme af slagsen. Men det er vigtigt ikke at tage det religiøse ud af Kierkegaards tænkning. Måske skal hans betoning af lidenskaben snarere ses i forhold til Gud. At det drejer sig om selve gudsforholdet og ”hvorledes”. Den måde som man tilbeder Gud skal være præget af lidenskab frem for blot vanemæssig tro, hvor der ikke rigtig er noget på spil, og konventionel kristendom. Det er inderligheden og det personlige trosforhold det handler om. Jeg bliver dog lidt betænksom, når han siger, at den, som tilbeder en afgud med lidenskab er mere i sandheden end den, som tilbeder ”den sande gud” uden lidenskab. Jeg kan dog næppe forestille mig, at Kierkegaard ikke har haft indsigt i det farlige i dette udsagn. Han var jo om nogen opmærksom på paradokset, især i forhold til troen, der beskrives som en tro i kraft af det absurde. Abraham ofrer alle menneskelige hensyn og al verdslig etik, da han på guds opfordring er parat til at ofre Isak, som gud dog redder i sidste øjeblik. Det synes jeg dog ikke rigtig fører os ud af problemet, ligesom det fremstiller gud som en utilregnelig og barsk gud, der kræver urimelige ofre.
Vi snakkede med Jakob Holm om det samme problem – Kierkegaard anbefaler at satse på inderlighed passion og subjektivitet. Netop de egenskaber der driver en fanatiker. JHs løsning var at min frihed må ikke gå ud over andre frihed. Men jeg synes du har ret. Kierkegaard indtager en problematisk position her
Jeg finder , ar Kierkegaard har en sund pointe i omkring det lidenskabeligt at gå op i noget kan højne os som menneske, selvom risikoen for fanatisme også klart er tilstede. Men det, at det er mig som individ det alene drejer sig om er i min verden en meget usund og snæver holdning, som fører til isolation, egoisme og alles kamp mod alle og fanatisme fordi holdningerne ikke kommer til sund diskussion.
På side 88, nederst, skriver JH om “abstraktionens sejr over individet”, som både han og Kierkegaard væmmes ved. Istedet bør den enkelte vælge sin egen vej.
Eksemplet som JH kommer med – det tåbelige i at fokusere på at leve op til en social konvention om det er godt at have så stor en bil som muligt – er selvfølgelig indlysende rigtigt. Men jeg synes også der er mange gode modeksempler. Der allesammen handler om, at for at have et godt samfund og menneskeligt fællesskab, så er vi nødt til at enes om at have som mål at leve op til visse fælles “sociale abstaktioner”, lige fra reglerne for præsidentvalg til trafikregler. Og langt hen af vejen også til at have fælles værdier. Et samfund uden en høj grad af fælles værdier ender meget nemt i kaos, krig og underang.
Så den kierkegaardske ensidige fokusering på individet, og fuldstændige negligering af fællesskabet, synes jeg er problematisk. Manden er rabiat 🙂
På side 58 beskrives en kvinde, der forestiller sig gennem opfyldelsen af et ønske (at få sin elskede) at “blive et andet selv” – men at dette at blive et andet selv vha. eksterne faktorer altid er dømt til at mislykkes.
Men måske er præmissen forkert, for man bliver vel aldrig “et andet selv”; selvet er for mig at se noget, der hele tiden udvikler sig i takt med de handlinger man udfører, og de erkendelser, man gør sig? Sådan har jeg egentlig opfattet grundkerne i den eksistentialistiske tankegang. Dvs. at man ikke som en revolution pludselig forkaster sit gamle selv og bliver/får et helt nyt. Men at selvets udvikling er en evolution.
Igen synes jeg, at Kierkegaards tankegang er udtryk for dualistisk tænkning: enten/eller 🙂
Begrebet “subjektive sandheder” (side 44), som endda er “den højeste sandhed” (side 40) – er det ikke en ret anderledes forståelse af ordet “sandhed”, sådan som vi normalt forstår det? Er det ikke lidt at misbruget ordet, et retorisk greb? For normalt forstår jeg/man vel netop sandhed som det, der har dokumenteres så objektivt som den slags nu engang er muligt, og som det, der derfor er betydelig enighed om?
Ville det ikke være “rigtigere”, og i hvert fald tydeligere, at tale om “det, der er vigtigt for mig”, end at benævne det “sandhed”? Fx at det er vigtigt for mig, at jeg elsker mit barn. Men at det skulle være en sandhed, synes jeg gør sandhedsbegrebet og hele udsagnet tåget.
Kierkegaards entydige og uforbeholdne besyngelse af inderligheden, den subjektive lidenskab, den uforbeholdne forpligtelse og den uendelige passion – som JH beskriver det på bl.a. side 50-51 og 59 – synes jeg er problematisk. Faktisk decideret farlig. Især fordi det kommer til at stå i modsætning til den rationelle tænkning, istedet for at der er tale om to supplerende anskuelses- og tænkemåder, der skal balancere hinanden.
For hvis den uforbeholdne passion ikke balanceres af rationel refleksion, så ender det jo nemt i, at man – som beskrevet på s. 64 om Block i Bergmans “Det syvende sejl” – vil “udføre en betydelig handling”. Hvilket netop er hvad Breivik og de, der stormede kongressen i USA, oplevede og gjorde. De levede sig fuldt og helt ud i deres passion…. Det er også derfor at passioneret, uforbeholden religion giver sig så frygtelige udslag, uanset om det er højrereligiøse kristne ekstremister i USA eller islamistiske ekstremister i Iran.
Er det for hårdt at stille det op, som at den kierkegaardske uforbeholdne passion for passionen er civilisationsfjendsk? Eller læser jeg Jakob Holms fremstilling af Kierkegaard som en vis herre læser bibelen?
Jeg bliver yderligere bekymret af formuleringen på s. 73: “Når man holder ud og holder ved, så kan der komme en belønning i form af viljens triumf.” “Triumph des Willens” var titlen på Leni Riefenstahls film fra 1934, der besang nazipartiets årsmøde. Selvfølgelig er hverken JH eller Kierkegaard noget, der kunne minde om i nærheden af nazismen. Men der er bekymrende ligheder i visse dele af filosofien. Men det vender vi sikkert også tilbage til, når vi kommer til Nietzsche.
Jeg har også et problem med Kierkegaard og JH fokusering på inderlighed og subjektivitet. Hvis prioriteterne er “forkerte” fører subjektivitet hurtigt til ekstremisme. Vi er nødt til også at inddrage kølig, rationel argumentation. Mon ikke K. mener at passionen skal lige i gudsforholdet?
Jeg kan meget tilslutte mig, at den uforbeholdne passion for passionen kombineret med , at det er den enkelte det drejer sig om udgør en trussel mod et civiliseret samfund med gode og hensigtigtsmæssige sociale spille regler, som at finde kompromisser, løse opgaver og udfordringer i fællesskab, omsorg for hinaden i stedet for et passioneret sololøb.