Læs og skriv her kommentarer til din læsning.
Obs: Skriv ikke her kommentarer vedr. de syv temaer, der præsenteres undervejs i dette kapitel. Skriv i stedet dinne kommentar til et konkret tema i de særlige tema-diskussionsemner ude til højre.
Kapitel 1: Om at leve eksistentielt og være et menneske
7 Kommentarer
Indsend en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
JH skriver (s 24) at eksistens altid går forud for essens. Er det ikke den samme påstand som at “Hønenkommer før ægget? Påstanden giver mening, men jeg kan ikke se at JH fremfører argumenter. Man kunne med lige så stor ret hævde at essens kommer før eksistens. Det har så nogle andre konsekvenser, som en hel masse mennesker ville synes giver bedre mening
JH skriver (s. 23), at “hvordan livet leves, kan ikke objektivt begrundes eller diskuteres”. Det er et meget markant udsagn, som jeg ikke kan genkende i mit liv. Hvordan jeg lever livet, og de større valg jeg tager, tager nok i betydeligt omfang udgangspunkt i subjektive og lettere udefinerlige ting følelser, lyst og mavefornemmelser, men er altid formidlet via fornuft og eftertanke, og dertil hørende kritisk sans, inden jeg realiserer dem. Det gælder således også min valg af at være ateist/agnostiker, mit valg af partner og mit valg af erhverv. Hvad tænker I andre?
Jeg tænker, at der er et løbende samspil – en dialektik – mellem handling, erfaring og reflektion/fornuft/tænkning, som man træffer sine valg på baggrund af.
Beklager jeg skrev et forkert sted.Blev grebet fordi jeg endelig var kommet ind.
Jeg vil sige, at det ikke altid er fornuften, der styrer de valg jeg endeligt tager, men er temmelig impulsiv , samt følger intuitionen i så høj grad , som jeg tør.
JH skriver (s. 23), at for ham er den dybeste sandhed ikke er en formel, men kærligheden til de mennesker, han elsker. Men måske er det at forveksle sandhed med vigtighed? Og bliver det ikke en meget indsnævret sandhed, hvis sandheden kun er ens allernærmeste – hvad med alle de andre i det fællesskab, som vores samfund udgør? Er det ok at lade dem være en mindre del af sandheden, når der skal tages beslutninger?
Både og med hvilket jeg mener, at den dybeste sandhed og ens ” lærkerede”- mest intime private, er det jo kun de allernærmeste, der får en delvis adgang til og dermed finder jeg det naturligt , at ens dybeste sandhed bliver i den lille kreds og ikke mere generelt bredt ud. Om det så er ønskeligt /hensigtsmæssigt eller ej, er en helt anden sag.